Udskriv denne side

Forskning

Dansk Fibromyalgi-Forening arbejder for, at den forskning, der foregår i forhold til fibromyalgi, bliver kendt i Danmark. Der forskes meget i sygdommen især i USA, men også i Europa sker der en hel del på området. Bl.a. har Danmark en række meget dygtige forskere, som er engageret i en række interessante danske og internationale studier og større forskningsprojekter.

Det er bl.a. på baggrund af den eksisterende forskning, at WHO valgte at give diagnosen Fibromyalgi til en selvstændig placering med eget diagnosekode i ICD-10 diagnoseklassifikationen, nemlig M 79.7. Fibromyalgia. 

Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital har gennem mange år forsket i fibromyalgi og har gennem årene været med at belyse vigtige elementer af de mekanismer, som er involveret i sygdommen. Her har især forskning omkring muskelsmerter og forøget smertefølsomhed hos de fibromyalgiramte været vigtige områder.

På Aalborg Universitet foregår der endvidere højt anerkendt forskning i relation til centralt udløste smerter. På Center for Sensory-Motor Interaction udføres der banebrydende forskning, som er anerkendt i hele verden. Nogle af forskerne her tilhører verdenseliten inden for forskning i de ændringer, der sker i centralnervesystemet i forbindelse med kroniske smerter.

Dansk Fibromyalgi-Forening er medlem af de vigtigste internationale forsknings sammenslutninger i relation til fibromyalgi, nemlig The International Myopain Society, samt IASP (The International Association for the Study of Pain).

Forskningen har i de sidste år især beskæftiget sig med centralnervesystemet, men også genetiske faktorer undersøges af flere uafhængige studier, og resultater peger i retning af, at udvikling af central sensitivering, herunder f.eks. fibromyalgi, kan skyldes en genetisk disposition. Der foregår endvidere megen forskning i behandling af sygdommen, og for første gang er en medicinsk behandling godkendt direkte til diagnosen af den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA i 2007. Godkendelsen forventes ligeledes på plads i Europa i løbet af 2008, ligesom andre præparater forventes at følge efter i løbet af 2009.

Dansk Fibromyalgi-Forening er repræsenteret ved alle større forskningssymposier og konferencer på området, og foreningen støtter endvidere i visse tilfælde danske forskeres deltagelse heri.

Foreningen formidler den viden, der opnås på ovennævnte konferencer, bl.a. på hjemmesiden www.fibromyalgi.dk samt i medlemsbladet fibromyalgi.dk, foredrag rundt omkring i landet.

Copyright: Dansk Fibromyalgi-Forening.


Forrige side: Mestringskurser
Næste side: WHO og fibromyalgi