International smerte konference i København

Sundhedsforskere, reumatologer, læger, psykologer og andre behandlere fra hele verden er samlet i København til en stor international konference ’European Pain Federation Efic’. Konferencen foregår i disse dage 6-9 september.
Dansk Fibromyalgi-Forening er deltager på den spændende konference.

Konferencen afholdes hvert andet år forskellige steder i verden og det er på disse konferencer, at den nyeste internationale forskning på smerteområdet bliver præsenteret og diskuteret. Fibromyalgi-Foreningens udsendte mødte den internationalt anerkendte og prisbelønnede smerteforsker, Professor dr.med Lars Arendt-Nielsen fra Center for Sensory-Motor Interaction, Ålborg Universitet og spurgte ham om hvad han anså, som det nyeste og mest interessante på forskningsområdet i øjeblikket.

”Det nye er, at man altid har troet, at det kun er nerverne, der er involveret i smertesystemet, men nu er der kommet rigtig mange nye data frem, som indikerer, at der er mange celler, celler der er rundt om nerverne, som på en eller anden måde bidrager til den ændring i smertesystemet, som mange med fibromyalgi får. Det er en eller anden overfølsomhed, hvor disse støtteceller er involveret. Det er ny viden og meget spændende", siger smerteforsker Lars Arendt-Nielsen.

Konferencen dækker mange forskellige emner fra de helt specifikke undersøgelser som øjensmerter hos fibromyalgipatienter, over effektiv tværfaglige rehabilitering til store faglige og sundhedspolitiske anbefalinger.

Som repræsentant for fibromyalgiramte i Danmark er det en fornøjelse at opleve hvordan diagnosen Fibromyalgi og behandling af fibromyalgiramte er en selvfølgelighed, der kræver den allerbedste opmærksomhed og indsats.

Du kan se programmet for konferencen her 

Følg med på vores Facebook side. Her lægger vi løbende på fra konferencen.

Nyhedsbrev