Justering af omstridt reform – et lille skridt i rigtig retning

Dansk Fibromyalgi-Forening har fra dag 1 advaret om konsekvenserne for vores medlemmer af den omstridte reform af fleksjob og førtidspension.

Derfor er det positivt, at et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en justering af den omstridte reform. Det betyder, at man ikke længere skal igennem ressourceforløb for at få tildelt en førtidspension, hvis ikke der er en realistisk forventning om, at borgeren kan udvikle arbejdsevnen.

Bekymring for konsekvenserne
- Der er dog kun tale om et lille skridt i den rigtige retning, og vi har stadig til gode at se, hvordan den nye justering føres ud i livet i kommunernes faktiske sagsbehandling, understreger socialrådgiver Berit Pedersen fra DFF.

Denne bekymring deler DFF med de mere end 60 fagforbund og patientorganisationer, som er del af den fælles mobilisering i #VærdigReform, der kæmper for at få udryddet de åbenlyse urimeligheder i reformen fra 2012.

Som konsekvens af denne bekymring har #VærdigReform i dag udsendt flg. pressemeddelelse med Dansk Fibromyalgi-Forening som medunderskriver:

"Organisationerne bag samarbejdet ”#VærdigReform” hilser lovændringerne om ressourceforløb og førtidspension velkommen. Vi er dog bekymret for, hvorvidt lovændringen vil have den ønskede effekt, selv inden for det begrænsede område den er tiltænkt. Vi vælger derfor at tro på, men også at teste vores folkevalgte, Kammeradvokaten og Ankestyrelsen, når de siger, at ændringerne vil få den ønskede betydning. 

Vi vil derfor gerne hjælpe alle borgere med et forslag til en tekst, man kan sende til sin sagsbehandler i jobcentret efter d. 1. juni:

”Der er lige vedtaget nye regler for, hvornår man har ret til førtidspension. Det nye er, at man kun skal i ressourceforløb, hvis der er en realistisk mulighed for, at arbejdsevnen kan udvikles (Beskæftigelsesloven § 68 a, stk. 2). På den baggrund vil jeg gerne have, at kommunen tager stilling til, om jeg kan få førtidspension efter Pensionslovens § 17, stk. 2. I mellemtiden vil jeg naturligvis gerne deltage i det ressourceforløb, jeg er i gang med.”

Læs hele pressemeddelelsen.