Overlæge Stine Amris fra Frederiksberg Hospital er kendt blandt mange fibromyalgiramte fra fibromyalgikurserne på Parker Instituttet. (Foto: Claus Peuckert)

Overlæge Stine Amris fra Frederiksberg Hospital er kendt blandt mange fibromyalgiramte fra fibromyalgikurserne på Parker Instituttet. (Foto: Claus Peuckert)

Stine Amris: Fibromyalgi anerkendes som selvstændig smertesygdom

Overlæge Stine Amris fra Frederiksberg Hospital er en af verdens førende eksperter i fibromyalgi. Hun ser det som et stort fremskridt for fibromyalgiramte, at fibromyalgi nu anerkendes som en selvstændig smertesygdom i den internationale sygdomshåndbog ICD, som udgives af Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Der er tale om den 11. udgave af ICD-systemet, som derfor hedder ICD-11.

Hvad betyder ICD-11 for fibromyalgiramte? 
”For første gang bliver fibromyalgi anerkendt som en primær kronisk smertetilstand. Det betyder, at fibromyalgi anerkendes som en selvstændig smertesygdom. Forhåbentlig fører det til et stop for stigmatiseringen af fibromyalgipatienter. Mange rynker jo desværre stadig på næsen af fibromyalgiramte, fordi man ikke kan konstatere fibromyalgien i hverken blodprøver eller på røntgenbilleder.”

Hvordan er ICD-11 et fremskridt for fibromyalgipatienter?
”Speciallægeerklæringer for fibromyalgipatienter bliver alt for ofte afvist med den begrundelse, at man ikke kan dokumentere årsagen til smerterne. Jeg håber, at vi fremover kan få udryddet den afvisning, fordi vi med ICD-11 får anerkendt, at smerterne er selve sygdommen. Forhåbentlig kan ICD-11 dermed også være et vigtigt skridt på vejen mod at komme af med funktionelle lidelsers tilgang til fibromyalgi. Funktionelle lidelser har jo netop aldrig set på fibromyalgiramtes komplekse smerter som selve sygdommen, man skal behandles for.”

Hvilke nye muligheder giver ICD-11 for behandlingen af fibromyalgipatienter?
”Tidligere er byrden ved fibromyalgi og andre kroniske smertesygdomme blevet undervurderet. Men med ICD-11 får vi nye muligheder for at vurdere og behandle patienternes smerteproblematikker ved at se smerter som et selvstændigt problem i patienternes liv. Hermed håber jeg, at flere får øjnene op for omfanget og alvoren af kroniske smertesygdomme som fibromyalgi.”

Fibromyalgi i ny smertefamilie
”De nye retningslinjer betyder også, at fibromyalgi fjernes fra gigtsygdommene. I stedet kommer fibromyalgi til at høre hjemme i en ny smertefamilie i diagnoseklassen ”primære kroniske smerter” sammen med andre kroniske smertesygdomme. Den ændring finder jeg positiv, fordi det igen viser anerkendelsen af fibromyalgi som en selvstændig smertesygdom.”

"Ny status til kroniske smerter" - læs mere om ICD-11 
---------------------------------------
Bliv medlem af DFF!
Dansk Fibromyalgi-Forening er til for dig, der lever med fibromyalgi.
Medlemskab koster kun 299 kr. om året og giver adgang til en bred vifte af fordele:
- Socialrådgivning
- Sundhedsrådgivning
- Psykologisk rådgivning om at tackle livet med fibromyalgi
- Netværk med andre fibromyalgiramte over hele Danmark
- Kurser med inspiration til at leve det bedst mulige liv med fibromyalgi
- Seneste nyt om forskningen i fibromyalgi
- Medlemsblad fire gange om året
HER KAN DU SE, HVORDAN DU BLIVER MEDLEM AF DFF