Usikkerheden råder desværre fortsat i stor stil for fibromyalgiramte på arbejdsmarkedet. Det fremgår med skræmmende tydelighed af vores egen kortlægning af fibromyalgi og job, hvor vi fik mere end 1.000 besvarelser.

Usikkerheden råder desværre fortsat i stor stil for fibromyalgiramte på arbejdsmarkedet. Det fremgår med skræmmende tydelighed af vores egen kortlægning af fibromyalgi og job, hvor vi fik mere end 1.000 besvarelser.

Vigtig ny viden om fibromyalgi fra Dansk Fibromyalgi-Forening

I Dansk Fibromyalgi-Forening har vi hele tiden blikket rettet mod fibromyalgiramtes livsvilkår, og vi er i løbende kontakt med jer fibromyalgiramte for at få ny viden om, hvad der rører sig blandt jer.

Det seneste års tid har vi gennemført en række undersøgelser med deltagelse i stort tal fra både foreningens medlemmer og fra andre fibromyalgiramte via vores Facebook-side.

Mange svar giver høj troværdighed
”Vi vil gerne sige en stor tak for opbakningen til undersøgelserne, der har givet os ny og uvurderlig viden, som vi kan bruge i vores daglige kamp for, at mennesker med fibromyalgi får et værdigt liv og en værdig behandling,” fremhæver DFF’s formand, Søren Harboe.

Vi er nu klar med nogle af de første resultater fra tre af undersøgelserne:
- Fibromyalgiramtes tilknytning til arbejdsmarkedet
- Fordømmelse og stigmatisering af fibromyalgiramte
- Fibromyalgiramtes erfaringer fra sundhedsvæsenet i Danmark og Japan

11 år til diagnose
Lad os starte med en konklusion, som virkelig giver stof til eftertanke!

I Danmark tager det i gennemsnit 11 år for fibromyalgiramte at få stillet den endelige diagnose, mens det i Japan ”kun” tager 6 år.

”Tænk, hvad det kunne betyde for fibromyalgiramtes livskvalitet, hvis de blev udredt, diagnosticeret og behandlet med samme hurtighed i faste pakkeforløb, som man kender det fra andre sygdomme, der har fået status som ”folkesygdomme”. Mindst 100.000 mennesker lever med fibromyalgi i Danmark, og derfor er fibromyalgi også en folkesygdom,” betoner Søren Harboe.

Fordømmelse og fibromyalgi
I Europa lever op imod 15 millioner mennesker med fibromyalgi, og vores undersøgelse af fordømmelse af fibromyalgiramte havde deltagere fra 28 europæiske lande.

Og kronisk smerteramte kæmper mod de samme udfordringer på tværs af landegrænser!

- Halvdelen af smertepatienterne i både Danmark og 27 andre lande har oplevet fordømmende og stigmatiserende reaktioner eller adfærd fra sundhedspersonale.
- Mere end 40 pct. har oplevet fordømmelser og stigmatisering fra venner og familie.
- Mere end 60 pct. har oplevet fordømmelser og stigmatisering fra kolleger, og i Danmark har 50 pct. haft triste oplevelser med manglende forståelse fra deres chef.

Usikkerhed på arbejdsmarkedet
Usikkerheden råder fortsat også i stor stil for fibromyalgiramte på arbejdsmarkedet. Det fremgår med skræmmende tydelighed af vores egen kortlægning af fibromyalgi og job, hvor vi fik mere end 1.000 besvarelser.

40% af fibromyalgiramte i ordinært job er således usikre på deres fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet, og blandt vores fleksjobbere er det en kilde til udbredt utryghed med et desværre begrænset udbud af fleksjobs.

De omstridte ressourceforløb er også del af mange fibromyalgiramtes møde med systemet, og intet mindre end halvdelen er utilfredse med deres ressourceforløb!

Investér i menneskers potentiale
”Tallene taler deres tydelige sprog og vidner om, at opmærksomheden på at investere i menneskers potentiale er alt for fraværende,” konkluderer Søren Harboe og afslutter:

”Vores nye undersøgelser af fibromyalgiramtes vilkår er en guldgrube af ny viden, og vi har kun lige ridset lidt i overfladen med denne første gennemgang af nogle centrale pointer. Vi fortsætter med at analysere og bearbejde de mange tankevækkende resultater.”

”Dette arbejde giver os skyts til vores fortsatte dialog og armlægning med sundhedsvæsenet, arbejdsgiverne, kommunernes sociale system og med politikerne om behovet for bedre vilkår og mere værdighed for fibromyalgiramte!”

Hold øje med Facebook, hjemmesiden og vores nyhedsbrev, hvor vi den kommende tid går i dybden med de enkelte undersøgelser. 
---------------------------------------
Vil du være medlem af DFF?
Som medlem af Dansk Fibromyalgi-Forening får du adgang til en bred vifte af fordele for kun 299 kr. om året:
- Gratis socialrådgivning
- Rådgivning fra andre fibromyalgiramte
- Netværksgrupper over hele Danmark
- Rådgivning om sygdommen - og hvordan du lever bedst muligt med fibromyalgien
- Medlemsrabat på kurser
- Medlemsblad fire gange om året
DU KAN MELDE DIG IND HER