Sangerinden Anna David er ny ambassadør for Dansk Fibromyalgi-Forening. Anna ved, hvad fibromyalgi gør ved et menneske, da hendes mor har levet med sygdommen i mere end 15 år.

Sangerinden Anna David er ny ambassadør for Dansk Fibromyalgi-Forening. Anna ved, hvad fibromyalgi gør ved et menneske, da hendes mor har levet med sygdommen i mere end 15 år.

Stålsat stemme som ambassadør for DFF

Dybfølt engagement
”NU må det være tid til bedre vilkår for mennesker med fibromyalgi!”

Stemmen er stålsat, og engagementet er dybfølt hos sangerinden Anna David, der nu kaster sig ind i kampen for fibromyalgiramtes livsvilkår. I år kan Anna David fejre sit 20-års-jubilæum som sangerinde, og gennem alle årene har hun udfoldet en stor spændvidde i sin kreativitet, hvor hun har tryllebundet et stort publikum med sin inderlige stemme over hele Danmark.

Tidligere har hun deltaget i Melodi Grand Prix, Toppen af Poppen, og hun brød igennem med kæmpehittet ”Fuck dig”, som også fik international succes i danske og tyske versioner.  

Stemplet som indbildt syge
Anna ved, hvad fibromyalgi gør ved et menneske, da hendes mor har levet med sygdommen i mere end 15 år. Annas mor blev diagnosticeret med fibromyalgi på Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital efter et opslidende forløb med mistro og skepsis fra omgivelserne.

”Jeg er dybt forundret og oprørt over den mistænkeliggørelse, der rammer mennesker med fibromyalgi. De bliver jo stemplet, som om de bilder sig ind, at de lider af alvorlige og kroniske smerter. Den psykologiske tilgang til fibromyalgi fører desværre til, at alt for mange patienter med fibromyalgi ikke får den rigtige hjælp og behandling, fordi de ender bagerst i køen.”

Arrogance og manglende forståelse
”Når jeg tænker tilbage på, hvor meget min mor har måttet kæmpe for at få helt basal hjælp, så er det simpelthen grotesk. Min mor fik blandt andet afslag på handicapkort til bilen med den vanvittige begrundelse, at hun så ikke fik bevæget sig nok til hverdag, hvis hun parkerede for tæt på butikkerne, når hun skulle købe ind!"

"Når man i sundhedsvæsenet møder fibromyalgiramte med den arrogance, afspejler det en total mangel på forståelse for de alvorlige konsekvenser, som fibromyalgien har for de smerteramte.”

Musikken som talerør
Tidligere i sin karriere har Anna David været ambassadør for andre patientforeninger, men nu fokuserer hun udelukkende på sit nye hverv som ambassadør for Dansk Fibromyalgi-Forening.

”I længere tid har jeg haft et stort ønske om at give mit bidrag til at gøre en forskel for fibromyalgiramte. Dansk Fibromyalgi-Forening gør allerede et enormt arbejde, som fortjener den allerstørste ros, og nu er tiden kommet til at bruge musikken som talerør."

"Tænk på, hvad Grøn Koncert har gjort for mennesker med muskelsvind! Musik rører mennesker helt ind i sjælen og er et stærkt opråb til omverdenen. Et opråb om, at fibromyalgiens usynlige smerter skal tages alvorligt!” 

Skulder ved skulder
DFF-formand Søren Harboe ser store perspektiver ved Anna David som ambassadør for foreningen.

”Vi er dybt beærede over, at Anna David på eget initiativ har kontaktet os for at stå skulder ved skulder med os i kampen for bedre vilkår og mere værdighed for mennesker med fibromyalgi og deres pårørende."

"I Dansk Fibromyalgi-Forening brænder vi med liv og sjæl for denne sag, og det samme gør Anna David. Derfor er hun den perfekte ambassadør for foreningen og for de fibromyalgiramte."

Varmt velkommen til Anna David!
"Et varmt velkommen til Anna fra os alle! Og den kommende tid afslører vi spædende nyt om Anna Davids hverv som ambassadør for DFF via vores sociale medier, nyhedsbrev og hjemmeside."

"Husk, hvad det betød for hele verdens opmærksomhed på fibromyalgi, da Lady Gaga stod frem og fortalte om sit liv med fibromyalgi. Vi tager nu fat på at skrive nye kapitler med Anna Davids stemme som stålsat ambassadør!”
---------------------------------------
Vil du være medlem af DFF?
Som medlem af Dansk Fibromyalgi-Forening får du adgang til en bred vifte af fordele for kun 299 kr. om året:
- Gratis socialrådgivning
- Rådgivning fra andre fibromyalgiramte
- Netværksgrupper over hele Danmark
- Rådgivning om sygdommen - og hvordan du lever bedst muligt med fibromyalgien
- Medlemsrabat på kurser
- Medlemsblad fire gange om året
DU KAN MELDE DIG IND HER