Medicinsk cannabis på recept
Medicinsk cannabis på recept skal være tilgængeligt for de fibromyalgiramte, hvor medicinsk cannabis giver en mere velfungerende hverdag. Det mener vi i Fibromyalgi-Foreningen.
Desværre bliver mange fibromyalgiramtes ønsker om medicinsk cannabis på recept afvist i sundhedsvæsenet.
En forsøgsordning med medicinsk cannabis blev igangsat i 2018 og udløber om et års tid. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har netop indkaldt til politiske forhandlinger om at fortsætte forsøgsordningen.
Det sorte marked
Det sker med baggrund i en evaluering fra Sundhedsstyrelsen af forsøgsordningen, som blev offentliggjort for nylig.
Evalueringen viser, at kun 20% af de patienter, som bruger medicinsk cannabis, har fået det på recept. De resterende 80% er altså henvist til bl.a. det sorte marked for cannabis i forskellige afskygninger, hvor der ikke er nogen sikkerhed for kvaliteten af cannabisprodukterne.
Stærkt bidrag fra foreningen
I Fibromyalgi-Foreningen gav vi et stærkt bidrag til evalueringen, og vi arbejder for, at fibromyalgiramte bliver en naturlig del af de patientgrupper, som skal have adgang til medicinsk cannabis.
Behovet for at udvide adgangen til nye patientgrupper har vi nu også understreget overfor sundhedsordførerne i Folketinget.
Vi har nemlig sammen med vores paraplyorganisation, Danske Patienter, henvendt os til alle sundhedsordførerne.
Behov for mere åbenhed
Her påpeger vi disse behov:
- Læger skal være mere åbne overfor at udskrive medicinsk cannabis til de fibromyalgiramte og andre patientgrupper, som det er gavnligt for.
- Vejledningen til læger om brugen af medicinsk cannabis skal styrkes.
- Der skal foretages en systematisk indsamling om viden af effekter ved medicinsk cannabis.
- Lægemiddelstyrelsen bør sætte sig i spidsen for, at der kommer flere cannabisprodukter med i forsøgsordningen. Det kan være med til at gøre priserne konkurrencedygtige og give patienterne et bedre udvalg til det individuelle behov.
Smertelindring til fibromyalgiramte
Tidligere på året gennemførte vi også i Fibromyalgi-Foreningen en større undersøgelse om brugen af medicinsk cannabis blandt fibromyalgiramte.
Undersøgelsen viste, at særligt på tre områder har medicinsk cannabis en positiv effekt på fibromyalgiramtes smerter og velbefindende:
- 55% henviser til smertelindring.
- 44% henviser til afslapning i kroppen.
- 50% henviser til bedre søvn.
Læs mere om undersøgelsen om fibromyalgi og medicinsk cannabis.