Fibromyalgi- & Smerteforeningen lancerer nu "Et hverdagslysglimt", som er en serie personlige og inspirerende fortællinger fra livet og hverdagen med fibromyalgi.

Fibromyalgi- & Smerteforeningen lancerer nu "Et hverdagslysglimt", som er en serie personlige og inspirerende fortællinger fra livet og hverdagen med fibromyalgi.

At gøre en forskel for andre - trods fibromyalgi

Jeg kan mærke det allerede, inden jeg står ud af sengen. Det bliver en hård dag. 

Jeg kan mærke den let murende hovedpine, den let skærende tyngde i nakken, den tunge mursten midt i ryggen og de strækkende sener i benene.

Trætheden synes heller ikke at være aftagende, men nærmere tiltagende i forhold til i går. 

På mange måder finder den opgivende følelse sin vej, og tårerne diskuterer, om de skal komme i små portioner eller i en lind strøm.

De vælger deres vej ned ad kinderne i lange dråber. 

Jeg SKAL op, da jeg har en vigtig pakke, som skal hentes i dag. 

Jeg står op, tager et varmt bad og gør mig klar.  

Turen ned til byen er hård. Hver skridt mærkes i resten af kroppen, og udmattelsen er anstrengende.

Og jeg beslutter derfor inden turen hjemad, at jeg vil nyde en kop kaffe på en bænk, da jeg må have et hvil for at samle kræfter.  

Jeg har bestilt en iskaffe, som jeg har fået flere gange fra denne café, men der er noget over drikken i dag.

Om det er, fordi jeg virkelig trænger til et hvil, har det varmt, som om jeg har feber og er træt - eller om den virkelig er bedre, ved jeg ikke.

Men mens jeg sidder der og nyder iskaffen, og det lille solstrejf der titter frem, beslutter jeg mig for at gå de få skridt tilbage til cafeen for at sige tak for den bedste iskaffe, jeg har fået fra denne butik.

Måske tosset at bruge den ekstra energi jeg har fået på at gå tilbage.

Men jeg synes, hun skal vide, at hun har gjort et godt stykke arbejde.  

Hun smiler over hele hovedet og siger mange, mange tak.  

Inden jeg går ud af butikken, hører jeg hende sige. ”Nej, hvor vildt, ej, hvor er jeg glad”. Og hendes kollega tilføjer, ”godt gået”. 

Hun blev glad, og jeg gik glad derfra. 

Da jeg stod op om morgenen med en ”fibkrop”, der var dominerende på utroligt mange måder, havde jeg ikke regnet med, at når dagen var omme, at jeg ville have gjort en forskel for en anden. 

Da jeg stod op, var min tanke, at jeg ikke ville kunne bidrage med meget denne dag og da slet ikke gøre en forskel for en fremmed. 

Jeg gjorde ikke kun noget for hende. Hun gjorde også noget for mig, - for jeg blev mindet om, at på trods af fibromyalgien er jeg så meget mere - og kan bidrage med mere, end jeg tit tror. 

Husker du dig selv tit nok på, at selvom du lider af denne smertefulde sygdom, er du så meget mere end den?  

At du har en vigtig plads i livspuslespillet? Endda en så stor plads, at du kan gøre en forskel for andres dag - og liv?  

I Fibromyalgi- & Smerteforeningen håber vi, at du har lyst til at dele dit hverdagslysglimt ved at klikke dig tilbage til vores Facebook-side.

Rigtig god weekend til dig derude. 

Mange omsorgsfulde hilsner fra Heidi, Fibromyalgi- & Smerteforeningen.