Hvilke farver vil du bruge til at male på lærredet i dit liv? Læs Heidi Janums lysglimt om livets drømme som fibromyalgiramt.

Hvilke farver vil du bruge til at male på lærredet i dit liv? Læs Heidi Janums lysglimt om livets drømme som fibromyalgiramt.

Et hverdagslysglimt om drømme

Drømme minder lidt om kunst. Det er ikke det samme, vi ser det smukke i eller bliver inspireret af.

Nogle er til det abstrakte, andre til ekspressionisme og andre igen til realisme, osv.

Sådan er det også med drømme. Nogle ønsker at male med stærke intense farver på deres livslærred og andre mere dæmpede og rolige farver.

Nogle drømmer om et stort hus, andre drømmer om en lille lækker lejlighed, og igen andre ønsker at leve i deres bjælkesommerhus året rundt.

Det er godt at have drømme. Drømme kan give håb og energi.

Som kronisk syg kan det til tider være svært at forholde sig til den verden, der på mange måder begrænser en.

En verden, der har slukket mange af de drømme, man havde, inden man blev syg, og dermed komme til at leve i en boble af tabte drømme.

Drømme, der hører fortiden til. Det giver ikke mange smil på læberne☹.

Det er vigtigt at spørge sig selv: ”Er fremtidens drømme og det liv, jeg rent faktisk har overskud og energi til at leve, foreneligt?”.

Når ens drømme er til at ”fange”, er de nemmere at realisere og giver dermed mulighed for LANGT flere smil på læberne😊.

Hvad drømmer du om, og er dine drømme realistiske?

Mange omsorgsfulde hilsner fra Heidi, Fibromyalgi- & Smerteforeningen😊.