Livet med fibromyalgi rummer en sorg over, at livet ikke blev, som man engang drømte om. Men Heidi Janum er blevet mere fokuseret på det, "jeg har fået givet og ikke over det, jeg har fået taget."
Et lysglimt: Sorg - en skygge af mig selv
Jeg sidder på mit yndlingsspot på altanen med en kop nybrygget kaffe. Jeg lukker øjnene, og for en stund lever jeg i min vandrende fantasi, hvor jeg agerer i det liv, jeg troede, jeg skulle have levet.
Jeg ser mig selv spille fodbold med familien i haven. Efterfulgt af en god tur på trampolinen, inden grillen tændes op, og aftensmaden nydes på terrassen. Grin og smil flyver lystigt i luften, og livet er dejligt
.Det kunne have været mig - men det er det ikke.
For 9 år siden blev jeg syg med kroniske smerter, og som et vilkår af dette mistede jeg en del af mig selv.
For med sygdommen mistede jeg på meget kort tid dele af den, jeg troede, jeg var, bl.a. den aktive del og alle de drømme, der lå i min ønskede fremtid.
Mange frustrerende tårer har siden fundet sin vej ned ad kinderne.
Jeg måtte erkende, at livet, som jeg håbede og troede, var min fremtid, lå bag mig - samtidig med at jeg måtte genfinde mig selv og finde trygheden i mine nye livsvilkår.
Det var et kæmpe tab, og det har jeg brugt lang tid på at bearbejde og acceptere. Selvom jeg synes, jeg har fået det bearbejdet, mærker jeg til tider stadig en sorg.
Sorgen vil sikkert for evigt være lagret i min krop og mit sind og dermed dukke op i ny og næ, når jeg bliver mindet om mit tidligere liv eller det, jeg ikke kan mere.
I mange situationer savner jeg den gamle Heidi. Hun er stadig derinde, men kan ikke komme ud.
Jeg ser mig være lukket inde i et mørkt og koldt bur, min stemme skriger: ”Hjælp, få mig ud!” - og mine arme hænger mellem tremmerne og prøver febrilsk at få fat i en forbipasserende, der vil hjælpe mig ud.
Den nye Heidi er på det aktive plan kun en skygge af den gamle Heidi.
Jeg sidder på mit yndlingsspot på altanen med en kop nybrygget kaffe. Jeg lukker øjnene … Og ser mit nuværende liv foran mig.
Min datter og jeg sidder ved spisebordet. Farver og pensler er sammen med vores lærreder dagens hyggeprojekt. Min mand står i køkkenet og laver aftensmad. Samtidig med at vi maler, og han laver aftensmad, snakker vi om dagen, og smil og grin er stadig en fast bestanddel af vores liv
.Jeg lever på mange måder ikke det liv, jeg troede, jeg skulle leve - jeg lever et mere stille, følsomt og eftertænksomt liv. Men…. Det er nødvendigvis ikke et dårligere liv!
Sorgen og følelser af tristhed, opgivenhed, ensomhed, vrede og skyldfølelse dukker op og indtager en gang imellem krop og sind.
Men disse følelser er som udgangspunkt skiftet ud med glæde, livslyst, smil og lykke over det liv, jeg har. Det liv jeg på trods af mange smerter nyder og elsker.
Jeg er blevet mere fokuseret på de små ting og glædes i fulde drag over det, jeg har fået givet og ikke over det, jeg har fået taget.
Mange af de elementer, jeg i bund og grund, altid har ønsket, har jeg også, selvom jeg er syg. I sidste ende handler det jo nemlig ikke om, hvor hurtigt jeg kan løbe, men hvem jeg går med
.Jeg er taknemlig
.Hvordan går din sorg over tabet af dit gamle liv og ”jeg” og glæden ved dit nye liv hånd i hånd?
Mange omsorgsfulde hilsner fra Heidi, Fibromyalgi- & Smerteforeningen.
.
