Læs fibromyalgiramte Josefine Meinhardts personlige fortælling om "Fibro Tåge".

Læs fibromyalgiramte Josefine Meinhardts personlige fortælling om "Fibro Tåge".

"Fibro Tåge" - en personlig fortælling

Af Josefine Meinhardt, Fibromyalgi- & Smerteforeningen

”Fibro Tåge” er en kognitiv dysfunktion, som de fleste med fibromyalgi lider af.

Det er et symptom, jeg har haft svært ved at erkende, men min mand har været en medvirkende årsag til opdagelsen af, at jeg også lider af ”Fibro Tåge”, når han i samtaler har været nødt til at påpege, hvorfor han ikke forstår mig, f.eks. hvis jeg taler usammenhængende eller leder efter ord.

Konklusionen er, at jeg altså ikke er lige så skarp som førhen. Den slår hårdt. Så har jeg nemmere ved psykisk at klare de fysiske symptomer.

Baggrundsstøj og distraheret
Jeg føler mig tit udenfor, når jeg er gæst eller har gæster, da jeg har svært ved at koncentrere mig, når der er flere samtaler kørende på samme tid eller ved for meget baggrundsstøj.


Så kan jeg pludselig tage mig selv i at stoppe med at lytte efter, og der kommer tågen så ind i billedet. Så jeg prøver at få folk på tomandshånd, da det er der, jeg fungerer bedst. Men jeg bliver stadig let distraheret.

Åbenhed om Fibro Tåge
I trafikken kommer symptomet også til udtryk. Jeg kan indimellem opleve det, når jeg skal køre en rute, jeg før har kørt hundredvis af gange, og pludselig kan jeg slet ikke finde hoved og hale i, hvor jeg befinder mig rent geografisk. Det er, som om hjernen lukker helt ned. I dag kan jeg dog forebygge det ved, at jeg altid kører med fuldt opladet mobil og GPS.


Med dette skriv er det gået op for mig, at jeg ikke har været særlig åben om mit kognitive handikap. Det vil jeg være i fremtiden, da jeg tror, det vil lette tågen rent ud sagt, og jeg vil fortsætte min hjernetræning.

Kan man træne sin hjerne og hvordan?
Ja, det er påvist i mange studier, hvor vigtigt det er, at man holder sin hjerne i gang, men sådan set også fysisk træning er med til at vedligeholde ens kognitive funktion.

Der findes adskillige gode apps med hjernetræning, men det kan også være i form af sudoko, en kryds og tværs eller ved at lære et nyt sprog. Jeg er pt. i gang med at lære spansk via en sprogapp.

Kan man afhjælpe Fibro Tåge?
I en eller anden udstrækning kan man afhjælpe Fibro Tåge ved ikke at overbelaste en selv, så det er vigtigt at finde en balance i hverdagen, så man ikke prøver at bruge flere ressourcer, end man i virkeligheden har.

Hvad skyldes hukommelses- og koncentrationsbesvær?
Noget af det meget fremtrædende ved fibromyalgi er de her forstyrrelser i tænkningen, som man kalder kognitive dysfunktioner. Det viser sig hos patienterne som hukommelses- og koncentrationsbesvær.

Nogle har ordfindingsbesvær, nogen kan ikke længere læse en bog eller se en film i fjernsynet, fordi de ikke husker, hvad den startede med og hele tiden mister den røde tråd i handlingen.

Hjernen på overarbejde
Det forskrækker selvfølgelig den enkelte.
Man bliver bange for, om man er ved at blive dement! Det billede, man ser ved fibromyalgi, ligner ikke det billede, man ser ved demenssygdommene. Det er simpelthen stressrelateret.

Hjernen er på overarbejde konstant. Ligeså pga. dårlig søvnkvalitet, så hjernen får heller ikke lov at hvile sig, og det betyder altså, at den bliver forstyrret i sine andre funktioner. Det er derfor, man har hukommelses- og koncentrationsbesvær.