Gode råd til din jul

Af Dorthe Krauch Harboe, kontaktperson for netværksgruppen i Espergærde

For os med fibromyalgi er personlige ressourcer knappe. Og i perioder som julen er det ekstra vigtigt at økonomisere med kræfterne.

Lav en forventningsafstemning
Du kan hurtigt løbe tør for kræfter, når du moser rundt for at indfri alles forventninger...! Men, hov – lad os lige stoppe op ved den. Hvad handler de forventninger egentlig om? Er det andres forventninger (til julen), eller er det vores egne?

Glem blindgyden
Ofte kan vi havne i den blindgyde, at ”jeg tror, at du tror, at jeg forventer, at du forventer” osv. osv. – uden vi egentlig har spurgt både hinanden og os selv: "Er det nu også sådan, det forholder sig?" Tag en lille snak. Hvad er vigtigst? Hvad handler julen om? Hvilke værdier vægter du og familien? 

Reflektér over ”Skal”, ”bør” og ”plejer”
Skal konfekten være hjemmelavet. Skal vi på juleudstilling igen i år? Bør vi håndskrive julekort til 25 mennesker? Skal vi lave ny pynt til træet igen i år? Skal vi overhovedet have et juletræ, hvis  vi ikke er hjemme juleaften? Lav en liste over julens gøremål og se, om nogle af ”traditionerne” stadig er holdbare? Hvad er vigtigt? Hvad kan vi absolut ikke undvære (at gøre), og hvad gider/orker vi måske alligevel ikke, når det kommer til stykket..?

Børn er med på noget nyt
Hvis du er mor eller far til mindre børn eller har børnebørn, kan du måske føle, du skuffer børnene ved at lave om på ”plejer”. Men børn er faktisk ret omstillingsparate og med på at prøve nyt. Oftest er det os voksne, der hænger fast i ”plejer”. Inddrag børnene i det praktiske; selv små børn kan godt tørre lidt støv af, feje eller støvsuge (du skal måske lige flytte Ming-vasen…) skrælle gulerødder, tørre opvasken af.

Æren for en god julestemning
Det er også hyggeligt, hvis de indgår i småkagebagningen, konfekten, julepyntningen osv. Det tager måske lidt længere tid i starten, men når ungerne er en del af processen, er de også med til at få både ansvar og æren af en god julestemning.

Gulvvask til teenageren
De forstår også, at julen (og livet i øvrigt) kræver noget arbejde. Teenageren, der ligger på sofaen med sin telefon, kan godt gå en tur i Brugsen efter varer og bagefter vaske køkkengulvet, uden at det giver varige skader og politianmeldelse for børnearbejde;) 

Lav en overenskomst med dig selv
Gå på kompromis med dine gøremål – uden at gå på kompromis med dig selv! Tag et tjek på, hvor du kan lette arbejdet for dig selv. Find først og fremmest ud af, hvad du selv har lyst til! For lyst – og u-lyst - smitter. Hjemmelavet konfekt er dejligt, hvis du har lyst til at lave det. Hvis du hygger dig med at klippe julehjerter etc., så gør det endelig! Men læg ikke pres på hverken dig selv eller familien med ”skal og bør”. Det ender let i frustration og ikke-hygge…

Planlægning er vigtig
Lav en to-do liste, eller flere, og øv dig i at strege ud i den. Vi får ofte overvurderet vores energi og formåen. Og så ryger vi (igen) i gryden med frustrationer over alt dét, vi ikke nåede eller kunne overkomme. Øvelsen her består i at rose dig selv for det, du rent faktisk når og gør! 

Sæt andre i gang
(Nu bliver det lidt svært måske?) For nogen kan det være lidt provokerende at bede om hjælp. Eller at give opgaver fra sig. Det kan måske føles som at give op. Men at give slip er ikke det samme som at give op! Prøv at vende det om. Se det som en sejr at bede om hjælp – at give de andre lov at hjælpe. Der er faktisk meget, der kan deles ud:

- Indkøb: Aftal hvad og hvor meget, der skal købes. Du kan stadig selv have overblikket og ”styre”, men slipper for en del af det fysiske slæb med varerne.

- Gaveindkøb kan aftales og deles. Bed om ønskesedler fra alle, du er på gave med, inden en bestemt dato. Saml ønskesedlerne i en mappe (eller noterne på din telefon) og beslut hjemmefra, hvilke ting du vil prioritere at gå efter. Slå dig evt. sammen med flere om en større gave, så er der heller ikke så meget at pakke op juleaften.

- Rengøring og opvask kan sagtens deles.

- Julemiddagen kan uddelegeres: Hvem laver flæskesteg, skræller kartofler, sørger for rødkål, risalamande osv.?

- Hvis du lægger hus til juleaften, behøver du så også holde glöggeftermiddag og julefrokost?

- Find selv på flere…!

Lad os opsummere de gode råd til julen:
- Hvad betyder mest for din jul?

- Lav to-do-lister - og streg ud

- Vælg, hvor du vil bruge din energi

- Uddelegér opgaver

- Ros dig selv for det, du gør

- Glem ikke pauserne

- Husk at passe på din energi inden jul, så du kan nyde julen, når den endelig er der!