God læselyst med vores nye kapitel i serien om “Hverdagslysglimt” - denne gang om “Glædessmerter”😊.
Du står side om side med mennesker, du holder af. I er til koncert, alle omkring dig er glade og forventningsfulde, musikken i dine ører er fantastisk, og dit velbefindende er lyksaligt.
Koncerten er udenfor, det er aften og mørkt, de fleste står med deres telefon, hvorpå de har tændt deres ”lommelygter”, har armene oppe og danser lystigt til musikkens rytme.
Det er smukt. Så smukt! - og du ved, at denne aften vil rangere højt i ”mindebogen”.
Men … forestil dig så, at alle lysene fra telefonerne i dit tilfælde er nåle, nåle som har direkte retning mod dig. Du står i et fantastisk øjeblik, oplever noget smukt i samvær med folk, du holder af, men smerterne fylder - du har trætte ben, kan næsten ikke stå op mere, din lænd niver, nakken er stram, og hovedpinen er anmassende.
Derudover ved du, at nålene snart vil dominere din krop. Hver nål vil bore sig ind i din allerede skrøbelige og sårbare krop med endnu flere smerter. Det er svært at overskue… Men du bliver til koncerten, for dine læber smiler, og du føler dig lykkelig😊.
Min ferie er slut. Jeg har nogle dage oplevet det som til koncerten.
Jeg synes, jeg havde forberedt mig, men jeg har ikke kontrol over alt. Jeg kan tage mine forholdsregler og planlægge, men det er ikke altid nok.
F.eks. kan køen i sommerlandet være længere end forventet, og smerterne kommer før end beregnet og har derfor mindre energi hurtigere, og jeg ender efter kort tid med at være cheerleader fra bænken i samvær med vores oppakning.
Men… Ih hvor har jeg nydt det, mens det stod på, turene i rutschebanen, grinene i hurlumhejhuset, sejlturene i den smukke sø, restaurantbesøgene, at gå hånd i hånd.
Jeg elsker ferie sammen med min familie, hvor der er ekstra meget tid til gode oplevelser, hygge, samvær, nærvær og masser af kærlighed. Det gør mig lykkelig😊.
Så på trods af de mange smerter og en energi der er meget lav lige nu, og jeg ved, at det vil tage lang tid at komme ordentlig ovenpå igen, så smiler jeg, for smerterne er ikke hvilke som helst smerter, det er ”livssmerter, glædessmerter, oplevelsessmerter, mindesmerter”.
Jeg er glad og taknemlig😊.
Mange omsorgsfulde hilsner fra Heidi, Fibromyalgi- & Smerteforeningen😊.