Fredag den 17. september var tiden kommet til at indvie Frivillighuset i Frederikssund.
Også her havde coronaen medført forsinkelser og usikkerhed i tidsplanen for, hvornår Frivillighuset kunne slå dørene op.
Men nu kunne det heldigvis ske, og mange mennesker var mødt frem for at tage del i den glædelige begivenhed.
Formanden for Frivillighuset, Bente Schousboe, bød alle velkommen.
"Velkommen til indvielse af vores Frivillighus og vores 10 års fødselsdag. Endelig kan vi indvie vores flotte hus. Det har været en lang proces, håndværkerne havde travlt med at overholde tidsplanen, men så kom Coronaen og satte tidsplanen i det uvisse. Brugerrådet og jeg er glade for, at vi nu kan vise huset frem."
Bente Schousboe har fibromyalgi og er mangeårig frivillig ildsjæl i Fibromyalgi- & Smerteforeningen samt i Frederikssund.
Bente er kontaktperson for den lokale netværksgruppe i FSF i Frederikssund, og de glæder sig nu til at mødes i de nye rammer i Frivillighuset.
Frivillighuset blev naturligvis indviet, som det hører sig til, med, at den røde snor blev klippet over på fornem vis af både Bente Schousboe og Frederikssunds borgmester, John Schmidt Andersen.
Et stort tillykke fra Fibromyalgi- & Smerteforeningen med det funklende nye Frivillighus, som bliver et omdrejningspunkt for frivilligt engagement og socialt samvær i Frederikssund!