Læs Heidi Janums lysglimt om, hvordan en hverdagspligt blev til julemagi i hjerte og sind.

Læs Heidi Janums lysglimt om, hvordan en hverdagspligt blev til julemagi i hjerte og sind.

Hverdagslysglimt: Julemagi i hjerte og sind

Af Heidi Janum

Et hverdagslysglimt om pligten, som blev til magi i hjerte og sind    

Magi, en fortryllende oplevelse omgivet af en fortryllende stemning, var, hvad jeg var så heldig at opleve på julemånedens 1. dag  
 
Jeg skulle denne morgen ned til byen for at handle lidt småting til aftensmaden - en morgen, som måske i første omgang mindede om så mange andre morgener, men nej…  

Da jeg kom ned til byen, blev jeg fortryllet.   

Morgenen var mørk, men jeg blev taget vel imod af lys, masser af lys. Lys til alle sanserne.   

Jeg blev mødt af dalende sne, fantastiske julelys mellem gadernes huse og duften af nybrygget kaffe fra byens åbnede cafeer.    

Jeg stoppede op for at indtage, nyde det smukke syn og blive ét med den rolige morgenstemning, der herskede så fint.   

Jeg besluttede mig for at lave min morgenplan om.  

Et magisk øjeblik var mig givet, og jeg ville nyde det i fulde drag.  

Pligten måtte vente.  

Stemningen måtte indtages.   

Julens magi må være kommet over mig, for da jeg gik videre for at nyde, hørte jeg mig selv flere gange sige til de forbipasserende ”Godmorgen, glædelig jul”, ”Godmorgen, glædelig jul” 😊 

Jeg gik ned til cafeen, hvor de serverer min yndlingskop kaffe.   

Folk gik ind og ud, alle med smil på læben og med en godmorgenhilsen. Det var skønt at være en del af.  

Da jeg gik ud fra cafeen, kunne jeg høre kirkeklokkerne synge morgenen ind, og klokken viste 8.00.  

Jeg gik hen til det store juletræ, som lyste det meste af pladsen op. Jeg nød synet af det prægtige træ, de flotte lys, den dalende sne og drak min kaffe, mens kirkeklokkerne ringede så smukt bag mig.  

Det var, som om alt bare var, som det skulle være.  

Det virkede så … magisk.   

Jeg var i dette øjeblik lykkelig. Julelykkelig 😊 

Julestemningen er i mit hjerte og sind landet 😊 

Glædelig jul til jer alle 💖 

Mange omsorgsfulde decemberhilsner fra Heidi, Fibromyalgi- & Smerteforeningen 😊.