Heidi Janum fortæller inspirerende og personlige historier fra livet og hverdagen med fibromyalgi i serien om "Hverdagslysglimt". Her fortæller hun om at forny sit værdisæt, så hun kan nyde, før hun skal yde. (Genrefoto)

Heidi Janum fortæller inspirerende og personlige historier fra livet og hverdagen med fibromyalgi i serien om "Hverdagslysglimt". Her fortæller hun om at forny sit værdisæt, så hun kan nyde, før hun skal yde. (Genrefoto)

At nyde før at skulle yde

Inden jeg blev syg, havde jeg et motto, der hed, at jeg måtte nyde, efter jeg havde ydet.

At blive syg satte det motto på prøve på en sådan måde, at jeg måtte ind og forny mit værdisæt.

Mit motto blev efter hårdt mentalt arbejde og accept af min nye virkelighed, at jeg, for at passe på mig selv, skulle og måtte nyde, før jeg kunne yde.

Da jeg stod op i morges, vidste jeg med det samme, at mit nye motto skulle være udgangspunktet for dagen, for jeg vågnede op med en altoverskyggende træthed.

Jeg tog mig ekstra tid til at blive færdig, før arbejdsdagen kaldte. Og inden jeg skulle i gang, åbnede jeg tilfældigt vinduet og blev mødt med et stykke dejligt musik.

Det kom fra skolen overfor, som havde udvidet deres musiklokale med ekstra kvadratmeter ude på gaden, og jeg valgte i dette øjeblik at tage kaffen med ud på altanen, sætte mig på bænken med en god pude til lænden og nyde, hvad der var lige for næsen af mig.

Denne lille koncert, der blev givet til mig og alle de mennesker, der gik forbi, var fantastisk og blev et taknemmelighedsøjeblik, jeg efter koncerten måtte reagere på.

Så uden at tænke over det og i ren glæde rejste jeg mig op og klappede. De studerende kiggede op, gav mig et vink, et nik og masser af smil retur.

De gav mig noget, og jeg gav dem noget. Vi gav hinanden glæde. Vi gav hinanden livskvalitet.

Mit motto og det valg, jeg tog i det øjeblik, efter at have åbnet vinduet - at nydelse kommer før ydelse - gjorde mig nu endnu mere klar til at yde, og jeg blev endnu engang bekræftet i, at NYDE FØR AT YDE er og bliver mit motto.

Har I mottoer i forhold til fibromyalgi, og hvordan udlever I dem?

Rigtig god weekend til jer alle derude.

Mange omsorgsfulde hilsner fra Heidi, Fibromyalgi- & Smerteforeningen.