Dårlig samvittighed er desværre en følgesvend for Heidi Janum i livet med fibromyalgi. (Genrefoto)
Et hverdagslysglimt - Dårlig samvittighed.
Når en i familien bliver ramt af sygdom, er det ikke kun den syge, der på mange måder bliver ramt og får et nyt og anderledes liv. Det er hele familien.
Med en sygdom som fibromyalgi kan der desværre også følge mange andre følgesvende med af negativ art. En af de følgesvende kan være dårlig samvittighed.
Dårlig samvittighed er som en smertefuld, irriterende splint, der sidder og gnaver sig ind i fingeren - indtil den fjernes - og hvis der går for lang tid, bliver den til sidst øm, hævet og med følgeskab af en gullig betændelsesmasse.
Jeg tager mig ofte i at sidde med en stor klump i halsen af dårlig samvittighed. Og jeg arbejder bevidst med ikke at give den lov til at fylde for meget.
I forhold til min familie omhandler den dårlige samvittighed, at jeg ikke er den kvinde, min mand sagde ja til, eller at vores datter ikke fik den mor, jeg ønskede for hende – heri alt det, jeg ikke kan mere og dermed ikke kan tilbyde mere.
Med tiden har jeg fundet ud af, at for at lette den dårlige samvittighed handler det om at stå ved vores/mit valg taget ud fra perspektivet ”kærlighed” til min familie og mig selv. At se på vores datters, min mands og mine behov og formåen koblet sammen med ugens aktiviteter. Det plejer at give den bedste balance.
I forhold til aktiviteter vil jeg som udgangspunkt altid gerne med, da dette giver mest livskvalitet. Tid og oplevelser sammen med familien kan ikke gøres op i smerter. Familien er for mig det vigtigste. Selv om vi godt ved, at det koster på selve dagen, de efterfølgende dage, ja måske uger.
Men det er også de oplevelser, vi som familie har, der giver nogle af de bedste minder – minder, vi kan tage med os resten af livet.
Men… jeg ved det….
Det er utrolig svært - for man vil jo såååå gerne det hele, samtidig med at man ikke vil såre nogen og samtidig med, at man skal passe på sig selv.
Har du ofte dårlig samvittighed overfor andre eller overfor dig selv?
Og hvordan finder du balancen?
Mange omsorgsfulde hilsner fra Heidi, Fibromyalgi- & Smerteforeningen