Vi ved alle herhjemme, at vintermånederne betyder jul, samvær med familien, flotte julemarkeder, smuk sne og en overdådig nytårsaften.
Men vintermånederne kan for mange mennesker også være meget hårde at kæmpe sig igennem år efter år.
Måske har du, ligesom jeg, ikke den helt store familie at fejre julen med.
Måske har du, ligesom jeg, enten ikke overskud til eller den store vennekreds at fejre nytårsaften sammen med i festlige rammer.
Vinterens mørke og grå nuancer kan ramme én som en tung, kvælende dyne.
Men det er helt menneskeligt at både føle sig mere trist og ensom, når mørket trænger på, prøver jeg at fortælle mig selv.
Jeg prøver at komme ud hver dag på bare en lille gåtur i naturen for at opfange den smule sollys og D-vitaminer, der er - til trods for skyerne.
Den friske luft og roen midt i skoven giver mig fornyet mental energi, som er så uvurderligt vigtigt i disse måneder.
Jeg prøver at få varieret næring med masser af grøntsager, som også kan give lidt på overskudskontoen.
Og så er mit lysvækkeur nok det, jeg er allermest glad for. Det tillader mig at vågne ved en simuleret solopgang, når jeg vil op.
Lyset vækker hjernen, før jeg egentlig er ude af søvnens favn. Jeg føler mig derfor mere frisk, når fuglene eller regnskovens lyde begynder fra vækkeuret.
De ting, der motiverer og hjælper mig til at komme ud selv på de mest grå dage, er hundene, jeg bor sammen med og min "flyverdragt", som gør, at jeg slet ikke fryser uanset temperaturen derude.
Måske du kan bruge mine få råd til at komme lidt mere ud i den friske kølige luft:
1. Tag din bedste playliste med i ørerne
2. Tag dit varmeste tøj på, så du ikke fryser så meget
3. Gør det til en fast rutine hver eller hver anden dag, så tit du kan
4. Kig op! Tag indtrykkene ind, lyt til dine omgivelser og prøv at finde roen og glæden i de små ting, du møder på din tur.
Men selv med alle disse tiltag kan det være en kamp at komme igennem de kommende måneder.
Husk derfor hinanden ❤️ Vær der for din veninde, din mor, bedstemor, kollega eller din nabo.
Men vær heller ikke bange for at række ud, hvis det er der, dit behov er 🙏
De varmeste hilsner fra Louise Schønebeck❤