Heidi Janum fortæller rørende og personligt om fatiguen som en regelmæssig besøgende i livet med fibromyalgi. (Genrefoto)

Heidi Janum fortæller rørende og personligt om fatiguen som en regelmæssig besøgende i livet med fibromyalgi. (Genrefoto)

Hverdagslysglimt om fatigue

Af Heidi Janum, Fibromyalgi- & Smerteforeningen

Hverdagslysglimt om fatigue.

Jeg ligger i sengen, vågen.

Kroppens vækkeur er denne dag gået i dvale.

Jeg har svært ved at bevæge mig.

Bare det at løfte armen virker som en overvældende opgave.

Fatiguens dyne er landet hårdt på, over og under mig.

Som om den er spændt fast til sengen med skruer og bolte.

Jeg er ikke bare træt.

Jeg har en udmattelse i kroppen, som er så voldsom, at det at kalde på min mand virker uoverskueligt.

I dag handler det ikke kun om at økonomisere med energien - for den er der ikke.

Jeg lukker øjnene og prøver at sove igen.

Føler ikke jeg har andet valg.

Noget af det, der gør mest ondt, er nok, at jeg bliver fremmed, ikke kun overfor min familie, men også over for mig selv.

I dette øjeblik har fatiguen magten over mig - og ikke omvendt.

Fatigue-Heidi.

1-0.

Jeg vågner.

Jeg har det desværre ikke bedre.

Fatiguen kan ikke soves væk.

Jeg kalder blidt, men anstrengt på min mand.

Det er heldigvis weekend, og han er hjemme.

Han hjælper mig ud af sengen og ind på sofaen i stuen.

Jeg bliver en del af familiens fællesskab.

Dog i en anden udgave.

Men jeg er tæt på dem.

De på mig.

Jeg kan høre deres stemmer.

De min.

Jeg kan se deres smil.

De mit.

Jeg føler mig mere hel i deres selskab.

Jeg føler mig langt væk fra mig selv, men alligevel tættere på end før.

At vinde føles tættere på end før.

Heidi - fatigue 😊.

1-0.

Jeg smiler indvendigt.

Et stille sejrssmil 😊.

Mange omsorgsfulde hilsner fra Heidi, Fibromyalgi- & Smerteforeningen ❤.