FSF’s formand, Søren Harboe, modtager en donation fra Odd Fellow Logens næstformand, Claes Fréder. (Foto: Thomas Eiersted)

FSF’s formand, Søren Harboe, modtager en donation fra Odd Fellow Logens næstformand, Claes Fréder. (Foto: Thomas Eiersted)

12. maj er Den Internationale Fibromyalgidag

Fibromyalgien er global.

Millioner af mennesker med fibromyalgi deler de samme udfordringer på tværs af landegrænser.

I FSF vil vi bruge dagen på at sende en stor tak til alle jer, der støtter vores arbejde.

Det gælder vores medlemmer – uden jer, ingen forening 💖

Og det gælder de fonde samt andre donorer, som yder uvurderlige bidrag.

Senest har vi modtaget en donation fra Storkøbenhavnske Odd Fellow Logers Humanitære Fond

FSF’s formand, Søren Harboe, var i den anledning til en reception hos Odd Fellow Logen i København på logens årlige donationsdag.

Ved receptionen fortalte Søren Harboe om fibromyalgi og de mange vigtige indsatser, som FSF udfolder i vores daglige arbejde for mennesker med fibromyalgi og deres pårørende.

Fra alle os i FSF skal der lyde en stor tak for den flotte motivering fra logens næstformand, Claes Fréder:

”Fonden har valgt at støtte Fibromyalgi- & Smerteforeningen, fordi de udfører et uvurderligt arbejde for en stor - og ofte overset - gruppe af mennesker, der lever med kroniske smerter og komplekse livsvilkår.

Fibromyalgi er en lidelse, som endnu ikke er fuldt forstået, og som kan have dybt indgribende konsekvenser for både den ramte og deres pårørende – fysisk, psykisk og socialt.

Foreningen arbejder målrettet for at skabe synlighed omkring sygdommen og for at forbedre vilkårene for mennesker med fibromyalgi.

Gennem oplysning, støtte og politisk interessevaretagelse er foreningen med til at sikre, at denne patientgruppe ikke bliver glemt i den offentlige debat om sundhed og arbejdsliv.

De kæmper for et mere rummeligt arbejdsmarked, bedre behandlingsmuligheder og anerkendelse af de udfordringer, sygdommen medfører.

Da fibromyalgi ikke kan helbredes, er det afgørende med en stærk forening, der hjælper patienter med at håndtere deres hverdag og finde veje til at leve et godt liv trods smerterne.

Med Fondens donation ønsker vi at støtte dette vigtige arbejde og være med til at sikre, at endnu flere får adgang til den hjælp, viden og forståelse, de har brug for.”

Fibromyalgi i Berlingske - 12. maj

FSF markerer også Fibromyalgidagen med en artikel i Berlingske om konsekvenserne ved at leve med fibromyalgi.

I artiklen medvirker fibromyalgiramte Anette og FSF's formand, Søren Harboe. 

Læs artiklen her