Klagevejledning – 10 gode råd

Der findes ingen krav til, hvordan din klage skal se ud. Du kan klage både mundtligt og skriftligt, men vi vil råde dig til, at du klager skriftligt. Du kan sende klagen i en mail eller som et brev. Som udgangspunkt er det nok at skrive, at du klager. Men det er en god ide at forklare og begrunde, hvorfor du ikke er enig i afgørelsen. Klagen er din mulighed for at beskrive din oplevelse af forløbet. Samtidig er det også din mulighed for at påvirke eller ændre afgørelsen, når kommunen skal genvurdere din sag på baggrund af klagen.

Her er nogle bud på, hvad der er vigtigt, at være bevist om, når du skriver en klage. Vær opmærksom på, at dette er en guide og kan bruges som inspiration til at få taget hul på at skrive selve klagen. 

  1. Forbered dig på at skrive klagen

Afsæt gerne tid til at forberede dig på at skrive klagen. Tænk over hvad der er det væsentligste i afgørelsen, som du gerne vil klage over og kommentere. Hvad er det vigtigste for dig at få med i klagen? Skriv nogle punkter ned undervejs, så de er klar til, når du går i gang med at skrive selve klagen. Derved kan du undgå, at du ikke bagefter opdager, at du har glemt at få et vigtigt punkt med.

  1. Kort og præcis 

Kort og præcis er bedre end lang og uoverskuelig. Ofte har vi tendens til at ville skrive en masse i klagen. Forklare hvorfor vi er utilfredse og komme med en masse begrundelser. Det er dog vigtigt, at gøre klagen forholdsvis kort og præcis. Dine bemærkninger og utilfredshed kommer ofte meget mere tydeligt frem, når det er kort, overskueligt og præcist.

  1. Skriv hvad du klager over

Skriv tydeligt hvad du klager over. Er der flere punkter, som du ikke er enig i, så del dem gerne op i punktform. Det gør det mere overskueligt. Under hvert punkt kan du skrive dine kommentarer til den begrundelse, som afgørelsen indeholder.

  1. Forklar hvorfor du mener kommunen har truffet en forkert afgørelse

Begrund hvorfor du er uenig i kommunens vurdering. Nævn dine skånebehov, og skriv hvad fibromyalgien påvirker dig. Hvordan påvirker sygdommen dig i dagligdagen, hvad har du svært ved at kunne klare, og hvad er dine skånebehov i forbindelse med arbejde/virksomhedspraktik? Skriv tydeligt hvad du gerne vil have der skal ske fremadrettet. For eksempel at du gerne vil i en arbejdsprøvning, have forlænget sygedagpengene, få bevilget et fleksjob eller en førtidspension.

  1. Fremhæv relevante udtalelser

Hvis du har udtalelser fra læger, speciallæger, undersøgelser eller virksomhedspraktikker mm., som beskriver din situation, arbejdsevne eller helbred, er det vigtigt, at du fremhæver de sætninger/udtalelser, som støtter dig og kan være med til at fremme din sag. Derved vil det fremgå tydeligt i klagen, at der er andre end dig, der også mener, at din arbejdsevne er nedsat samt hvordan din sygdom påvirker dig.

  1. Bevar roen

Ofte vil et afslag eller stop af sygedagpenge medføre en økonomisk konsekvens for ens hverdag og familie. Det er derfor naturligt, at du kan føle dig vred, såret eller frustreret, når du ikke kan få den hjælp, som du føler, at du har behov for.  Dette er både naturligt og forståeligt. Du bør dog passe på, at følelserne ikke overtager, mens du skriver klagen. Skriver du en klage, mens du er allermest oprørt over afgørelsen, kan du komme til at miste overblikket. Der kan også hurtigt komme en masse vrede med i klagen, som ikke er til gavn for en afgørelse. Det er derfor vigtigt, at du prøver at beskrive din utilfredshed, frustration og vrede på en god og konstruktiv måde.  

  1. Vedlæg oplysninger

Det kan være en god ide at sikre dig, at kommunen har alle relevante oplysninger omkring dig og din sag. Hvis du ikke har alle papirerne i din sag, kan du bede kommunen om at få aktindsigt (se nærmere under lov om retssikkerhed), også efter du har modtaget afgørelsen på din sag. Selv om du beder om aktindsigt, så vær opmærksom på, at klagefristen stadig skal overholdes. Hvis du har relevante oplysninger, som kommunen ikke har brugt i afgørelsen eller ikke har i din sag, så vedlæg en kopi sammen med din klage. Også hvis der efter, du har modtaget afgørelsen, og frem til du sender din klage, er kommet nye oplysninger, som er vigtige for sagen, så er det også en god ide at vedlægge dem sammen med klagen.

  1. Kommenter forkerte oplysninger

Gennemlæs alle papirer som kommunen har sendt til dig, så du er sikker på, at de oplysninger, som kommunen har skrevet om dig og lagt til grund for en afgørelse, er rigtige. Kommenter hvis der i afgørelsen er oplysninger, som er forkerte eller mangelfulde. Dette kan være et forkert timetal fra virksomhedspraktikken, forkerte udtalelser omkring dit forløb eller mangelfulde helbredsoplysninger. Oplys de rigtige oplysninger, og hvis det er muligt, så vedlæg gerne en kopi, som bekræfter dine oplysninger. 

  1. Kend dine rettigheder

For at du kan få et bedre overblik over hvilke muligheder, der er for at hjælp i din situation, så kan det være en god ide, at læse lidt om de forskellige lovgivninger. For eksempel ved stop af sygedagpenge, så kan du undersøge hvilke forlængelsesmulighed der er, og hvilken der kunne være gældende for dig og så kan du henvise til den i din klage. Henvis også gerne til relevante afgørelser fra ankestyrelsen.  Ankestyrelsen fremlægger afgørelser, som allerede er truffet (se linket til hjemmesiden her).  Er der en afgørelse som minder om din situation, og har ankestyrelsen truffet en afgørelse, som kan være til gavn for dig, og så henvis til den i klagen. Du kan læse mere om lovgivningen på vores hjemmeside (se nærmere her)

  1. Gennemlæs klagen inden du sender den

Når du er færdig med at skrive klagen, kan det være en god ide at lægge klagen til side et par dage. Tag den frem igen og læs klagen igennem med friske øjne, inden du sender den og sikre dig, at du har fået alt det med, som du ønsker. Overhold altid tidsfristen for at klage som fremgår af afgørelsen. Overholder du ikke tidsfristen, vil din klage blive afvist. Klagen kan afleveres personligt på kommunen, eller sendes som brev eller via e-mail. Husk at datere klagen -og gem altid en kopi.  Sørg også for at modtage en bekræftelse på, at kommunen har modtaget din klage.

Hvis du yderligere spørgsmål eller hvis du har brug for rådgivning, så er du velkommen til at ringe til os.

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                               (opdateret d. 9.9.2016)

Nyhedsbrev