Hvis man har kroniske smerter og eventuelt har mistanke om, at man har diagnosen fibromyalgi, skal man henvende sig til sin praktiserende læge for at få en udredning.
Udredning og diagnosticering af fibromyalgi
Få mere viden i nyt univers om fibromyalgi
Her får du et kort overblik over udredning og diagnosticering.
Få meget mere information og viden på:
Smerter og symptombillede
Hvis man har kroniske smerter og eventuelt har mistanke om, at man har diagnosen fibromyalgi, skal man henvende sig til sin praktiserende læge for at få en udredning.
Fibromyalgi kan ikke påvises biomedicinsk (fx blodprøver, scanninger), men første skridt i en udredning vil efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger være at afklare, om der fx kan være tale om tilstande som fx gigtsygdomme og D-vitamin-mangel.
Når andre tilstande er udelukket, vil diagnosticering med fibromyalgi ske på baggrund af, hvilke smerter man oplever samt det samlede symptombillede.
Smertebillede og ledsagende symptomer
Lægen skal hjælpe med at adskille, om der er tale om kroniske smerter (smerter i mindst 3 måneder), og om det er en regional eller generaliseret smertetilstand. Altså stammer alle smerter fra ét bestemt område, fx smerter i lænden, eller er smerten mere diffus, hvor det er sværere at bestemme, hvor smerten stammer fra.
Diagnosticering af fibromyalgi kræver, at man oplever generaliserede smerter, dvs. kroniske smerter i mindst 4 af 5 kropsregioner (hhv. højre/venstre side af kroppen, over/under hoften og langs rygsøjlen).
Det betyder ikke, at smerterne er lige stærke alle steder, man kan fx godt have mest ondt i nakke og skuldre og så i mindre omfang fx have smerter i benene.
Generaliserede smerter eller generaliserede smertetilstande er en overordnet betegnelse, hvoraf patienter med fibromyalgi udgør den bedst karakteriserede undergruppe. Er der tale om kroniske smerter, der kun opleves i ét område af kroppen, er der tale om en regional smertetilstand.
Symptomer og sværhedsgrad
Udover patientens oplevelse af smerte er diagnosticering af fibromyalgi baseret på, hvilke andre symptomer man oplever og sværhedsgraden af disse.
Patienter med generaliserede smerter er ofte kendetegnet ved at rapportere et højt smerteniveau, få smertefri perioder, og ofte er smerterne ledsaget af søvnforstyrrelser, kognitive problemer, organrelaterede klager samt en betydelig smerterelateret nedsættelse af funktionsevnen, der påvirker den dagligdags livsførelse.
Undersøgelse af smertefølsomhed
Lægen vil i de fleste tilfælde også udføre en klinisk undersøgelse for bl.a. at undersøge smertefølsomhed, der undersøges ved, at lægen påfører forskellige lette tryk.
Nogle læger anvender en tenderpointundersøgelse i udredning og diagnosticering af fibromyalgi, som omfatter undersøgelse af 18 trykømme punkter (tenderpoints) og nogle kontrolpunkter ved at påføre et tryk på 4 kilo.
Tidligere var det et egentlig krav for diagnosticering af fibromyalgi, at patienten skulle reagere med smerte og muskelreaktion på mindst 11 ud af de 18 punkter i en tenderpointsundersøgelse.
Tenderpointundersøgelsen har imidlertid været kritiseret for bl.a. at være for svær at anvende i praksis, hvorfor tenderpointundersøgelsen ikke længere anses som et krav i diagnosticeringen. Nogle læger anvender dog fortsat undersøgelsen.
Kan smerterne skyldes andre sygdomme?
Ved mistanke om generaliserede smerter, herunder fibromyalgi, skal den praktiserende læge udelukke andre årsager til symptomerne.
Udelukkelse vil ofte indebære blodprøver med undersøgelse af forskellige biomedicinske markører. Hvis lægen pga. svaret på blodprøverne eller af anden årsag vurderer, at smerterne helt eller delvist skyldes noget andet, fx stofskifteproblemer, en gigtlidelse, smerter efter en nerveskade eller måske en depression, skal man naturligvis udredes for det.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at mange med fibromyalgi har flere diagnoser på samme tid. Altså udelukker fx en depression ikke fibromyalgi, og det er vigtigt at behandle begge dele.
Udredning og behandling hos speciallæge
Fibromyalgidiagnosen kan principielt stilles af både praktiserende læger og andre speciallæger, fx reumatologer. I praksis vil det oftest være reumatologer, der stiller diagnosen.
Dette skyldes, at reumatologer typisk har mere viden om kroniske smerter end almen praktiserende læge.
