Smerte og snurren i fingrene kan både være symptomer på fibromyalgi og neuropati, men hvor det kan være svært at identificere fibromyalgien, kan neuropatien afklares med specifikke tests af de berørte nerver.
Neuropati kan også give mere generaliserede smerter og en række andre symptomer, der ofte også opleves ved fibromyalgi.
Særligt småfiber-neuropati (SFN) er af nogen blevet studeret som en mulig årsag eller et særligt kendetegn ved fibromyalgi. Den samlede forskning peger dog mest i retning af, at der er en undergruppe, der både har SFN og fibromyalgi eller at symptomerne er så svære at skelne ad, at man får den forkerte diagnose.
Nogle neuropati-studier anslår, at mellem 20 og 25 % af neuropati-ramte også har fibromyalgi. Det er den tredje største undergruppe af neuropati-ramte. Den største undergruppe blandt neuropati-ramte skyldes diabetes og den næststørste skyldes afklemning af nerver.