Fibromyalgi kan give mange forskellige symptomer. Der findes ingen facitliste for, hvordan man skal have det, når man har fibromyalgi. Når du derfor læser dette, vil du genkende nogle symptomer, mens andre forekommer dig at være fremmede. Det kan også være, at du oplever symptomer, som ikke er beskrevet her.
Du får ikke alle symptomer, og du oplever ikke sygdommen på helt samme måde som andre fibromyalgiramte. Ingen oplever altid at have symptomerne og det er forskelligt hvilke symptomer, der dominerer og i hvilken periode.
Der er logiske forklaringer på alle symptomerne. Sygdommen påvirker centralnervesystemet og kan derfor føre til en bred vifte af forstyrrelser og gener.
Vær opmærksom på, at ikke alle symptomer fra din krop behøver hænge sammen med fibromyalgi. Du kan stadig få andre sygdomme og mange har en anden diagnose udover fibromyalgi.
Tro på din egen oplevelse
Det er let at blive forvirret over symptomer, som måske kommer og går. Du kan komme til at tvivle på det, du selv mærker. Du kan også opleve, at omgivelserne har svært ved at forstå, hvad der sker.
Det er vigtigt at tage dig selv alvorligt. Du hjælper dig selv godt ved at hente viden og tage hånd om dine symptomer. Tro på det, du oplever, og skriv gerne dine observationer ned, så du med tiden får større overblik.
Sygdommen forsvinder ikke, så det er vigtigt at forhindre symptomerne i at få herredømmet over dit liv. Med viden får du mere kontrol over hverdagen.
I Fibromyalgi- & Smerteforeningen formidler vi viden om sygdommen og erfaringer med, hvordan man lever bedst muligt med den. Du er altid velkommen til at kontakte os.