Tørre slimhinder

undefined

Fibromyalgi kan give tørre slimhinder, især i øjne, mund og underliv. Årsagen er også her forandringer i centralnervesystemet.

Du kan have en fornemmelse af grus i øjnene. De kan være røde, svie eller klø, og symptomerne kan minde om allergi eller øjenbetændelse. Munden kan være tør. Og tørheden kommer hurtigt tilbage, når du har drukket væske.

Tørre slimhinder i underlivet er udbredt blandt fibromyalgiramte kvinder. Problemet har intet med overgangsalder at gøre og rammer også helt unge. De tørre slimhinder giver smerter ved samleje og påvirker lysten til sex. Tørhed i underlivet giver risiko for infektioner hos begge køn, fordi den naturlige bakterieflora er svækket.

Hvad kan du gøre

Tørre slimhinder bør som regel behandles, fordi tørheden gør slimhinderne mere modtagelige for sygdom. Gå til lægen, hvis du er generet af tørhed i øjne, mund, næse, hals eller underliv.

Ganske få fibromyalgiramte lider af Sjøgrens sygdom, som kan give tørre slimhinder. Ved mistanke bør du bede lægen om undersøgelse, så du eventuelt kan blive sendt videre til en specialist.

Øjne

Gå til øjenlæge med tørre øjne. Du behøver ikke henvisning, men vær opmærksom på, at der kan være lang ventetid. Hos øjenlægen kan du få målt din tåreproduktion. Er den nedsat, kan du i håndkøb købe mange former for kunstig tårevæske, som gør hverdagen rarere og forebygger skader på hornhinden som følge af tørhed. Prøv dig frem og find et præparat, du har det godt med.

Skal du bruge kunstig tårevæske permanent, bør den være uden konserveringsmidler. Det kræver recept fra lægen. Brug ikke kontaktlinser, hvis du har tørre øjne.

Mund

Tal med tandlægen, hvis du oplever tørhed i munden. Husk at fortælle, at du har fibromyalgi. Fortæl også hvilken medicinsk behandling, du eventuelt er i.

Tørheden kan give infektioner og øger risikoen for huller i tænderne. Nogle har glæde af behandling med kunstigt spyt. Brug desuden tyggetabletter, som fremmer produktionen af spyt, og sørg for at drikke rigeligt.

Næse og hals

Mange fibromyalgiramte oplever tørhed i næse og hals. Brug måske vaseline eller meget fed creme i næsen. Tal med din læge og få eventuelt en henvisning til en øre-næse-hals læge.

Underliv

Forsøg dig med fugtende gel, glidecreme eller stikpiller, som plejer og beskytter de sarte slimhinder. Spørg eventuelt på apoteket.

Hvis tørheden er permanent og meget generende, bør du tale med lægen og eventuelt blive henvist til en speciallæge. Der er ikke en tilstand, som du skal acceptere at leve med. Den påvirker både helbred og seksualitet.

Øjentørhed og fibromyalgi
Dansk sammendrag af artiklen ”Dry eyes and fibromyalgia”

Dry eyes and fibromyalgia
Læs den fulde forskningsartikel på engelsk her

Decreased corneal sensitivity and tear production in fibromyalgia
Kort resume af forskningsartikel på engelsk om følsomme øjne og sammenhængen med øjnenes tørhed

Copyright: Fibromyalgi- & Smerteforeningen.